RAVSAFARI

De fleste har prøvet det når de vandrer langs strandene og kigger, ikke på de smukke klitter og marehalmen der vipper i vinden, heller ikke ud over havet på himlen og bølgerne. Nej, blikket er rettet nedad, fæstnet på de små sten der ligger overalt. For måske kunne man være heldig at finde “Nordens guld” skjult mellem sand, hulsten og muslingeskaller.

De færreste er så heldige at finde rav for det kræver en kender, der ved hvor og hvornår man skal lede mellem sand tang og sten. Ved Vesterhavet har man i generationer samlet rav og i Søndervig er nogle af de lokale er sande eksperter i ravfindingens kunst.

I påskeferien og efterårsferien arrangerer Søndervig Centerforening Ravsafari. De populære ture med guide og smykkedesigner Anna Maxen, er en dejlig naturoplevelse for børn og voksne, hvor man på tur langs med stranden hører om ravet og får tips og tricks til hvor og hvordan de små gyldne stykker bedst findes. Der er normalt rift om pladserne på de 2 hold, så en hurtig tilmelding er en god ide.

Ravsafari