Tag på Bunkertur ved Houvigfæstningen 24. juni kl. 10.00 eller kl. 13.00 

Tag på Bunkertur ved Houvigfæstningen 24. juni kl. 10.00 eller kl. 13.00 

Mærk sandet under fødderne, den friske blæst i håret og oplev resterne fra ikke så fjern fortid når Ringkøbing-Skjern Museum tager på bunkertur ved Houvigfæstningen nord for Søndervig.

Vinden blæser – som den næsten altid gør i Vestjylland. Både nu, og den gang under Anden Verdenskrig, den gang da Danmark var besat og den nazistiske besættelsesmagt byggede på deres Atlantvold.
Atlantvolden skulle strække sig fra den fransk-spanske grænse til Nordnorge, mens den skulle sørge for, at de Allierede ikke kom ind på Europas fastland. Atlantvolden var en magtdemonstration der skulle fortælle omverdenen hvor stærkt det Tredje Rige var. Meget symbolsk blev den aldrig bygget færdig…

Houvigfæstningen ved Søndervig var en del af Atlantvolden, og når man går rundt blandt de mange bunkers, oplever man en landsby. En landsby der var klar til angreb!
Det var også her Ringelnatter lå. Luftwaffes, det tyske flyvevåbens, topmoderne antiluftskytsstilling der gennem krigen skød flere allierede fly ned.

Når Ringkøbing-Skjern Museum tager på bunkertur ved Houvigfæstningen går vi gennem det område hvor fæstningen lå. Mange af bunkerne er stadig synlige, mens andre er mere eller mindre gemt i klitterne.
Historie og højt til himlen
Ringkøbing-Skjern Museums bunkerture er både for historienørderne der vil se bunkerne helt tæt på, for familierne der vil opleve lokalhistorie, for turisterne der vil blive klogere på området, for dem der husker krigen og for dem der synes det er fedt at klatre i klitterne og i de gamle bunkers.

Ved Vesterhavet er der god plads til alle og højt til himlen.
Det er muligt at komme ind i nogle af bunkerne, så det kan være en god idé at medbringe en lommelygte.

Vi anbefaler at man har et mundbind med på bunkerturen, som man kan tage på når turen fx. går ind i bunkerne.

Ringkøbing-Skjern Museum følger myndighedernes retningslinjer og tager selvfølgelig de nødvendige forholdsregler for at forhindre smittespredning.

Praktisk information
Dato: 24. juni kl. 10.00 eller kl. 13.00
Mødested: Sortebærdalens P-plads ved Houvig Strand, ca. 4 km. nord for Søndervig
Pris: Voksne: 100 kr. (15 Euro). Børn (0-14 år) gratis.

Billetter købes online

  • Tilmeld dig vores nyhedsbrev