Dato: 1. april | 11:00 - 1. april | 17:00

Indlæser Begivenheder

« All Begivenheder

  • Denne event er passeret.

Sæsonen begynder på Abelines Gaard den 1. april

1. april | 11:00 - 17:00

Den 1. april bliver lidt af en festdag på Abelines Gaard – og det er ikke nogen aprilsnar! Her åbner vi nemlig igen dørene op, og byder velkommen til sæson 2019. Vi glæder os til en sæson fyldt med redningsøvelser, med hyggelige sangaftener, med dabs, med masser af kage og hygge på den fine strandfogedgård.

I mere end 150 år har den gamle gård ligget på Holmsland Klit – og mandag den 1. april åbner klitgården igen dørene op. På mange måder er alt som det plejer på klitgården – men ikke helt! For selvom noget af charmen ved Abelines Gaard er at den næsten fremstår, som da Abeline boede der, så er der altid noget nyt at opleve på gården, noget at se og noget man måske ikke har lagt mærke til før. I år kan I igen i år opleve hvordan vi gør dabs klar, I kan være med når vi holder sangaftener og i løbet af sommeren vil der også være mulighed for at få kagebuffet på udvalgte dage. Vi afholder allerede den første sangaften den 11. april – så kom og syng med!

Red hele familien i land – og få en snak med Abeline
Vær med når strandfogeden fra Abelines Gaard fortæller om de mange strandinger ved den jyske vestkyst og lev jer helt ind i historien, når han viser hvordan en rigtig redningsaktion fandt sted i gamle dage. Redningsstationen der er tilknyttet den gamle klitgård åbner og tager jer med tilbage i tiden og giver jer endda mulighed for selv at opleve en ægte redningsaktion – på egen krop!

I år åbner vi også det telefonskur der er en del af redningsstationen, og som tjente et vigtigt formål når redningslauget skulle hidkaldes. Så prøv at lytte efter en telefon når du besøger redningsstationen – måske er det en der har brug for din hjælp?
Der er også masser af andre aktiviteter for børnene, de kan blandt andet prøve nogle af de mange sjove lege fra gamle dage eller gå på opdagelse i den gamle gård, hvor der er lavet skattejagt; både en til små – og store børn.
Der er redningsøvelser alle onsdage kl. 13

Rundvisninger på Abelines Gaard
Abelines Gaard tilbyder sine gæster en rundvisning hver onsdag og søndag kl. 11.30 på dansk og kl. 12.00 på engelsk. Når rundvisningen er slut, er der selvfølgelig åbent i kaffestuen, så man har god tid til at nyde den charmerende gård. Og ikke nok med det, så kan I hver onsdag i juli og august sætte tænderne i en lækker kagebuffet!
Hele sæsonen kan I opleve alverdens forskellige syslerier på Abelines Gaard. Oplev klargøring af dabs til maj, halmbinderi og meget mere. Allerede den 3. april er Birthe klar med sit strikketøj, mens Ejnar vil binde vod.
Se yderligere beskrivelse af arrangementerne her

Udstilling om den store stranding af skibet “Elisabeth Rickmers”
Oplev udstillingen om strandingen af den tyske bark “Elisabeth Rickmers”. Det kæmpe skib strandede i 1894 på den del af kysten, der hørte til Abelines Gaard. Det blev derfor Abelines svigerfar, Chresten, der havde til opgave at huse søfolkene, men det blev også Chresten der kom til at skille skibet ad og sælge delene på den årlige strandingsauktion. Abelines svigerfar tjente så godt på strandingen, at han samme år kunne overlade gården til sønnen Laurids og svigerdatteren Abeline.

Gennem billeder, tekst og en lyttestation fortælles historien om strandingen i 1894 i en miniudstilling.
Udstillingen er en del af “Jernkysten”, et projekt Ringkøbing-Skjern Museum, såvel som Lemvig Museum og Strandingsmuseet er en del af. På Lyngvig fyr vil man også kunne opleve en del af “Jernkysten”, ligesom der også er tilknyttet en app. til projektet. I kan også høre Abeline selv fortælle om livet på klitgården og esepigen fortælle om livet ved kysten i udstillingen “Fortidens ansigter”.

Praktisk information
Åbningstider:
Søndag-fredag kl. 11-17
Voksne: 50 kr. Børn og unge under 18 år gratis i følge med voksne
Kaffe/kagebillet inkl. entré – kun juli & august: 75 kr.
I marts-juni er kaffestuen åben onsdage og søndage kl. 13-16.30
I juli-august er kaffestuen åben søndag-fredag kl. 13-16.30, onsdage er der kagebuffet
I oktober er kaffestuen åben onsdage og søndage kl 13-16.30, onsdage er der kagebuffet

Detaljer

Dato:
1. april
Tidspunkt:
11:00 - 17:00
Begivenhed Category:

Sted

Abelines gaard
Sdr. Klitvej 87, Haurvig
Hvide Sande, Danmark 6960 Danmark
Telefon:
+45 9731 5127
Hjemmeside:
ag@levendehistorie.dk

Arrangør

Ringkøbing – Skjern Museum
Telefon:
+45 9736 2343
E-mail:
info@levendehistorie.dk
Hjemmeside:
www.levendehistorie.dk
  • Tilmeld dig vores nyhedsbrev